Min datter på 4 år får ubehagelige anfald

Kære Dorte Bærentzen
Min datter på fire år får så ubehagelige anfald, hvor hun bare ligger på gulvet og skriger. Vi er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med, at hun for et halvt års tid siden blev storesøster, men hvordan skal vi tackle de her anfald? Som det er nu, sender vi hende ind på værelset for at hun kan rase ud, men jeg er i tvivl om vi gør det rigtige?
Hilsen mor og far

Kære Mor og far
Jeres datter forsøger at fortælle jer noget, som i ikke hører og derfor ”råber” hun højere og højere for at blive hørt. Så det er nu I skal høre efter.
Du skriver at hun er blevet storesøster for et halvt år siden. Hvordan tror du hun har det med det? Hvad er der gået fra hende efter hun blev storesøster?
Jeres datter er gammel nok til at I kan tale om dette men det skal være på hendes niveau. En måde at gøre dette på kunne være sidde med hende alene og sige: Far og jeg kan se at du indimellem bliver så vred at du ligger på gulvet og skriger. Det ser ikke rart ud så vi vil gerne hjælpe dig med at finde en anden måde så du ikke behøver at blive så vred. Faktisk ser du også ked ud af det. Er det rigtigt? Og så hør på hende. Tag hende alvorligt. Anerkend at det er svært at blive storesøster. Lad hende have alle de følelser hun måtte rumme uden at gøre hende eller følelserne forkerte. Fortæl at I også synes det er svært og I gerne vil hjælpe hinanden, så det bliver godt for jer alle sammen.

Det kan være en god ide at hun skal ind på sit værelse når hun bliver så vred men en af jer skal med! Hun skal ikke sendes væk og straffes. Hun føler sig formentlig udenfor nu hvor der er et nyt barn i familien og det vil kun forstærke hendes følelse af at være til overs, når hun bliver sendt væk. Set fra jeres store piges vinkel, så har hun mistet jeres ubetingede opmærksomhed og har fået en uhyggelig svær konkurrent. Den lille skal der tages særligt hensyn til og der bliver nu stillet større krav til storesøster. Hun kunne frygte at i glemmer hende og ikke elsker hende mere. Uanset hvad i forsikrer hende om. Det er derfor jeres handlinger overfor hende bliver så vigtige. Hun skal vide at I elsker hende lige så meget som før og det viser I hende aller bedst ved at tage hende alvorligt.

De bedste hilsner
Dorte Bærentzen

Kontakt mig for terapi og rådgivning

Kontakt