Mit barn er en forsigtig-per

Interview til Månedsmagasinet "Vores børn, Junior"
Af Marianne With Bindslev

Sådan hjælper du ham med at turde 
Uh, det kan være svært at spørge, om man må være med til at lege. For slet ikke at tale om at gå alene med onkel Peter og kusinerne i Tivoli. Måske oplever du, at dit barn let bliver kørt ud på et sidespor eller går glip af oplevelser, fordi han er genert. Vores Børn Junior viser dig vejen til at hjælpe dit barn i gang med at turde lidt mere.

Jævnaldrende børn er i gang med en sværd-leg i gården. Emil elsker at lege Star Wars og står og kigger længselsfuldt ud af vinduet, men vil ikke gå ud og spørge, om han må være med i legen. Det er han for genert til, og du krummer tæer på hans vegne, da du oplever, at han går glip af mange gode oplevelser på generthedens alter. Spørgsmålet er, om du skal presse ham til at være med eller slet og ret acceptere, at Emil befinder sig bedst som tilskuer til tingene, da han er genert?

”Du skal aldrig presse dit barn til at være mere udadvendt,” siger Dorte Bærentzen, der er familieterapeut og småbørnskonsulent. Hun uddyber:
”Det du kan gøre, er, at give højlydt udtryk for, at det er helt i orden at være genert. Men det er klart, at oplever du, at din pige eller dreng, går glip af oplevelser på den konto, så må du hjælpe ham eller hende lidt på vej.”

Pres ikke dit barn
I den konkrete situation med Emil foreslår Dorte Bærentzen, at du for det første dropper at forsøge at overtale ham til at gå ud i gården og lege, hvis han ikke tør. Sig i stedet: ”Det ser sjovt ud, hva? Det er i orden, at du ikke tør at være med. Ved du hvad – skal vi ikke få Magnus herhjem og lege, så kan I lege sværdkamp herhjemme?”

”Det vigtigste er, at Emil ikke føler sig forkert, og at du anerkender hans følelser. I stedet kan du lave nogle legeaftaler hjemme hos jer med en kammerat, du ved, han er tryg ved. Efter et par gange kan du foreslå, at de leger hjemme hos kammeraten, måske bare i to timer den første gang. På den måde sikrer du dig, at Emil opbygger et venskab og får leget, men i sit eget tempo,” siger Dorte Bærentzen.

Sådan starter genertheden
Det er helt naturligt, at et barn er genert. Genertheden kommer til udtryk allerede, når din baby er 8-9 måneder og bliver bevidst om, at der er forskel på kendte og ukendte personer. Det betyder, at lille yndige Sofie ikke længere kan sendes rundt fra arm til arm som en anden vandrepokal, hun foretrækker nu, at mor og far er inden for rækkevidde – fænomenet er bedre kendt som separationsangst. Selve separationsangsten aftager, men de fleste børn skal lige se situationer og mennesker an, og nogle børn har mere brug for det end andre.
”Det at være genert er ikke negativt, men en måde at beskytte sig på, se mennesker an og er et trin på vejen til at kunne navigere i et socialt system,” siger Dorte Bærentzen, der påpeger, at det nærmest er mere naturligt for børn at være generte, end at de springer op på skøddet af den første og den bedste voksen.

”Ukritiske børn lever livet farligt, for hvordan skal de skelne mellem mennesker, der vil dem det godt og som de er trygge ved og andre?” spørger Dorte Bærentzen.
Nogle børn er selvfølgelig mere generte end andre, og generthed er arveligt. Men om genertheden ligger i generne eller miljøet, er mere usikkert.

”Der er simpelthen forskel på børns personlighed. Men det er klart, at er man selv udadvendt og åben som forælder, så ser barnet, hvordan man gør, og bliver med stor sandsynlighed selv udadvendt,” siger Dorte Bærentzen.

Forstå dit generte barn
For at forstå dit barns generthed skal du huske på, at du som voksen også kan være genert ved ukendte situationer. Eksempelvis når du starter på et nyt arbejde, skal møde kollegaerne for første gang og arbejdsgangen er fremmed for dig. Så bliver håndfladerne måske ekstra svedige, og du kan have lyst til at krybe lang panelerne den første dag. Overfør fornemmelsen til dit barn, der jo har en meget mindre erfaringsverden. Så når I tropper op til familiefesten, hvor du jo har kendt tante Agathe og Onkel John og resten af den pukkelryggede i mange år, så husk på, hvor overvældende mødet med de mange nye ansigter er for den fem-årige Marie, der klamrer sig om din hals eller til dit bukseben. Måske udstråler du, at det er lidt irriterende, at Marie sådan hænger. Resultatet kan være, at Marie føler sig forkert.

Husk på, at du er Maries eller Emils advokat, og det er dit ansvar, at familiefesten bliver en god oplevelse. Første trin er at vejlede og forberede dit barn på, hvad der skal ske.
”Sig: Vi skal til en fest, hvor der vil være mange mennesker, og nogle kender du, andre kender du ikke. Kan du huske sidste gang vi var til Onkel Johns fødselsdag. Det er nogenlunde det samme denne her gang.”

Svar for barnet
Når I så er ankommet til festen og tanterne overfalder Marie, roder hende i håret og konstaterer: 'hun er genert, hva'?', så svar på dit barns vegne. Det siger Dorte Bærentzen:
”Sig: 'Nej, hun er ikke genert. Hun hedder Marie, og skal lige vænne sig til at være her.’ Og gå i øvrigt selv rundt og hils på alle så du er et eksempel for dit barn. Men husk, at du har øvet dig på det her i 30 år,” siger Dorte Bærentzen. Hvis nu det hele går i hårknude, og Marie begynder at græde, så træk hende helt afsides og sig: ”Jeg kan godt se, det er svært for dig. Det er mange, der gerne vil hilse på dig på en gang. Det er ok, at du bliver siddende hos mig, indtil du får lyst til at hilse.”

Støt dit barns selvværd
Oplever du, at genertheden er en kæmpe hæmsko for dit barn? Måske kigger Emil ned i jorden og klamrer sig til dig hele vejen igennem supermarkedet, han bryder sammen til store sammenkomster, har ikke venner, fordi han ikke tror på, at han har noget at byde ind med - så kan genertheden bunde i et lavt selvværd, forklarer Dorte Bærentzen.

”Her skal du arbejde på 'den lange bane' og virkelig vise dit barn, at du elsker det. Det kan være ved en spontant krammer, hvor du siger: 'Du er så lækker!' og udstråler det med hele din krop, og så skal du lade være med at rose præstationer, men i stedet interessere dig for, hvad barnet tænker og føler. Det kan være, hun har tegnet en tegning. I stedet for at sig: 'Ih, hvor er den flot', så kan du sige: 'Tak for den, den er jeg virkelig glad for' og spørg interesseret ind til, hvorfor huset er rødt og solen smiler. Giv dit barn plads og tid til at forklare sig,” siger Dorte Bærentzen. Målet er at give dit barn troen på, at det er elsket og værdsat lige, som det er. Det indebærer ikke nødvendigvis gaver og yndlingsretter alle ugens syv dage, men det indebærer nærvær og indlevelse.

”Det er også at anerkende barnet, at du giver udtryk for, at du er vred, hvis barnet har gjort noget dumt. Sig ikke: 'Du er dum,' men i stedet for: 'Jeg er vred lige nu, for du gjorde noget dumt lige der.'

For alt i verden skal du respektere og anerkende dit barns generthed og åbne øjnene for, at det er helt ok at være genert, selvom tante Agathe siger noget andet.
”Så vær helt tryg ved, at dit barn klamrer sig til dit bukseben første skoledag. Det er helt naturligt, og hun skal nok slippe, når hun er tryg ved den ny situation.

Kontakt mig for terapi og rådgivning

Kontakt