Min blog

Uge 3. Lars og Mona

Til min store overraskelse kommer Lars og Mona sammen i dag. Jeg har været spændt på hvordan deres jul er gået, efter Monas julefrokost.

Lars lægger ud med at sige: Vi kan lige så godt snakke åbent om det. Mona har ”tilstået”, at hun mødte en eller anden gammel stodder efter julefrokosten og at han forsøgte at snakke trusserne af hende” Det vil jeg rigtig gerne høre mere om men jeg bliver først nødt til at spørge Mona om hun ville formulere det på samme måde, siger jeg. Mona sukker opgivende og siger: Det er lige meget. Jeg har givet op og jeg er faktisk ligeglad med hvad han siger” Og her må jeg give hende ret. Hun lignede og lød bestemt som en, der havde opgiver det hele. Hun var trist, grå i huden, mimikfattig og stemmen var stille og trist. Du godeste, siger jeg til hende. Jeg bliver faktisk bekymret når jeg se dig sådan her. Lars bryder ind: Vi har snakket om det derhjemme, så det er ikke noget vi skal snakke om her også. Det kunne lige se godt ud at du skulle til at blande dig i noget vi allerede har klaret og så tage penge for det! Jeg siger: Jeg kan høre at Mona ikke mere er modtagelig overfor dine nedladende bemærkninger og at du leder efter en ny, der vil lege med dig. Men du kan spare kræfterne, jeg vil ikke være med. Men jeg vil da rigtig gerne høre hvordan I har løst dette problem. Det ser desværre ikke ud som om I begge to er tilfredse med det i er kommet frem til.

Lars siger: Det kan godt være at jeg ikke altid er helt nem at leve sammen med men det har hun vidst fra starten. Hun har hele tiden vidst at jeg kom en del i min ekskones hjem og hun har altid vidst at jeg er ”hurtig på aftrækkeren”. Og jeg kan da godt indrømme at det nogen gange er lidt i overkanten og vi har derfor aftale at jeg skal prøve at beherske mig lidt. Men så skal hun også være lidt mere glad. Jeg spørger Mona om hun er enig i det Lars siger. Hun svarer næsten ikke, ryster bare på hovedet. Der kan du selv se, siger Lars. Så snart vi kommer herhen til dig, så hænger hun med næbet og ligner jeg ved ikke hvad! Det er åbenbart lige meget hvad jeg gør. Lars siger jeg, Hvordan tror du Mona har det? Hvor skulle jeg vide det fra? Hun har vel dårlig samvittighed efter den julefrokost eller sådan noget.

Og så sker der noget: Mona rejser sig fra stolen, tager luft ind og råber: Nu holder du fandme kæft, dit dumme svin. Jeg er så pisse træt af at høre på, at du er så selvfed og uden fejl. Jeg får brækfornemmelser over at se på din fede krop og du stinker som en kloak. Du tror du er så god til alting men det er du ikke! Der er ingenting tilbage af det jeg følte engang og nu er det nok. Jeg dør lidt hverdag sammen med dig og nu har jeg fået nok. Du kan pakke mine ting, smide dem ud eller hvad du har lyst til. Jeg kommer ikke med hjem mere og jeg er skredet nu! –Og ud af døren skred hun.

Kontakt mig for terapi og rådgivning

Kontakt