Uge 4. Familien hvor børnene har taget magten i familien

Forældrene til de 3 børn ser noget trætte ud i dag. De fortæller at julen har været anstrengende og at de føler sig begge helt udmattede. Det deler de desværre med rigtig mange forældre. Det er som alle sejl bliver sat til denne højtid uanset ressourcer. Det gælder både økonomiske og følelsesmæssige ressourcer.

Efter at have hørt om julen og den levede tid siger familien at de har tænkt meget over det vi talte om sidst. Det var det med at sætte grænser for sig i selv i forhold til hvad man siger og gør i forskellige sammenhæng. Det har ikke været nemt for dem og det volder dem en del vanskeligheder og faren fortæller:

Efter vi blev enige om at hun skal høre lidt mere på når jeg prøver at bremse op for hvad hun fortæller andre er der sneget sig en anden unode ind. Det er som om at alt skal ud uanset hvad så nu kommer der en del ud som sarkastiske og ironiske bemærkninger.

Jeg spørger moren hvad hun tænker om dette og hun svare: jeg synes ikke det er sådan. Jeg må vel have lov til at sige noget. Jeg synes selv jeg siger tingene med humor og synes selv at det er sjovt. Jeg spørger hende om der er andre der synes det er sjovt og efter en tænkepause siger hun at det er der nogen gange. Jeg spørger hende hvordan børnene reagerer og hun siger at de synes da at det er sjovt, nogen gange og andre gange er et som om de ikke hører efter.

Faren fortæller at børnene er forvirrede og ikke kan finde ud hvad der sker. Han kan beskrive at de kigger fra mor til ham når mor siger noget uanset om det er ironi eller ej. ” Det er som om de ikke mere kan høre forskel”, siger han. Mor er helt uenig og mener det handler om intelligens. Hun mener at børnene er overordentlig godt begavede og derfor sagtens kan føle hende når hun ”laver sjov”.

Det får godt nok faren til at rejse sig lidt i stolen. Han nøjes dog med at erklære sig uenig med moren. Før det udvikler sig griber jeg ind med en forklaring.
Børn i før- pubertetsalderen forstår ikke ironi og sarkasme. Det er i virkeligheden også nogle underlige størrelser. Det r udsagn der lyder venlige og man smiler samtidig med at disse leveres og indholdet lyder da også tilforladeligt nok. Men hvis man hører efter sammenhængen giver det ikke mening. I virkeligheden er det skjult vrede man får lukket ud på denne feje måde. Børn kommer i klemme der fordi de tager udsagn for pålydende. Det vil sige, de hører det der bliver sagt uden yderligere tolkninger. I virkeligheden er det paradoksalt at vi på den ene side beder børn gøre hvad vi siger og ved andre lejligheder er det lige det modsatte. Det har børn ikke en jordisk chance for at forstå. I parentes bør det vel bemærkes at det er der voksne der heller ikke gør.

Så når barnet kommer til at vælte den ene af de to dyre vaser i vindueskarmen og mor responderer med at smile og sige : flot, prøv om du også kan vælte og smadre den anden også” så vil det artige barn naturligvis gøre dette. Stor er forvirringen når mor så kaster sig over barnet os skælder ud.

Når børn udsættes for disse mærkelige budskaber og voksnes paradoksale reaktioner begynder de at blive usikre. Derfor ser vi børnene i denne fortælling gøre det eneste kloge: Se på far og prøv at aflæse hvad i himlens navn der foregår.

Det kan godt være mor selv synes hun er sjov og det er hun formentlig også når hun er blandt voksne men man skal afholde sig fra ironi og sarkasme overfor børn. Er der noget man er vred eller utilfreds med så sig det i stedet for.

Og så er det vist lige vigtigt at pointere at forståelsen af disse sære begreber ikke har noget at gøre med børns intelligens. Om det også gælder voksne vil jeg her afholde mig fra at gøre mig klog på. / Dorte Bærentzen

Kontakt mig for terapi og rådgivning

Kontakt