Uge 5. Familien hvor mor sidder i fængsel for bold mod børnene

Ind af døren i dag komme far med den ældste af sine børn. Trampende ind, kan man vel nærmest sige. Drengen på 6 år, ser lidt beklemt ud og han sætter sig et stykke væk fra sin far og kigger mut ned på sine ben. Han er meget svær at komme i kontakt med og farens irritation er da også til at tage at føle på.

Han siger: sådan har han opført sig siden jeg præsenterede dem for min nye dame. Sur og vranten. Han siger ikke noget og jeg kan ikke forstå, at han ikke kan være lidt glad på mine vegne. Det er som om han ikke kan unde mig lidt glæde, siger han. Hvis han vidste hvad jeg har været igennem ville han få en dårlig smag i munden!

Jeg synes vi har hørt rigeligt og jeg bryder ind. Jeg kan se at han har mere i posen af samme skuffe men jeg synes ikke det er rimeligt at fortsætte den hudfletning han er i gang med.

Jeg henvender mig til drengen og spørger: Har din far været efter dig på den måde den sidste uge? Drengen siger ikke noget men nikker lidt. Hold da op, fortsætter jeg, det må have været hårdt. Jeg kan se at du har det rigtig svært og jeg vil gerne hjælpe dig. Drengen reagerer ikke meget, så jeg lader ham være og prøver en anden vej. Jeg spørger far :Kan du se at din søn har det rigtig skidt? Skidt, næsten råber far. Så skulle du vide hvordan jeg har det! Så snart jeg oplever lidt glæde, så skal børnene straks ødelægge det. Hvis det skal fortsætte på den måde så kan børnene bare flytte! Jeg prøver igen: Hvad tror du din søn han tænker på? Hvor skulle jeg vide det fra, svarer han. Han siger jo ikke noget. Så trækker jeg det næste kort: Nu skal jeg fortælle dig hvad jeg tror der foregår. Din søn sidder helt sammenkrøbet og har det rigtig skidt. Du hverken hører eller ser ham og det ser ud som om han har opgivet at komme igennem til dig. Jeg ved godt at du synes at det er ham der er sur og afvisende men jeg tror du har så travlt med at være forelsket, at du ikke ser hvad der sker med børnene. Har jeg bare lidt ret,? spørger jeg sønnen om. Han kigger nu op og nikker. Jeg spørger ham om jeg kan hjælpe ham med at snakke med far, men der skal han ikke have klinket noget!

Jeg siger til far, at jeg bliver bekymret når jeg ser hans søn, så ked af det og afvisende. Far ser noget overraskende ud og jeg fortsætter: Det er desværre ikke ualmindeligt, at se sådan en reaktion fra et barn der ikke føler sig hørt eller set. Det der sker er, at du sætter dig selv så meget i centrum, at du ikke kan se dine børns behov. Jeg kan godt forstå at du er glad men de børn forstår ikke hvad der foregår. De er blevet præsenteret for en fremmed kvinde der helt tydeligt har tager deres mors plads og har forvandlet deres far til en lallende idiot. Dine børn er små og har ikke en jordisk chance for at følge med. Det er gået rigtig stærkt fordi du har behov for at trække den nye kvinde ind i dit liv men det er gået alt for stærkt for børnene. Den slags skal forberedes ordentligt. DVS du skal snakke med børnene om, at deres mor og dig ikke mere skal være sammen. Så vidt jeg ved, har det ikke været i talesat på noget tidspunkt. Dette må man hjælpe børnene med at forstå og hjælpe dem med at bære den smerte og den usikkerhed der følger med. Børn bliver altid meget påvirket når der sker ændringer i deres liv og de ikke mere han forudse hvad der sker. Dette skal de have hjælp til og de skal forsikres om, at man som forældre kan håndtere situationen og fortsat nok skal passe godt på børnene. Først når børnene har forstået at mor og far ikke mere er sammen og de kan overskue konsekvensen af dette, kan man introducere noget nyt i deres liv,som feks. en ny kæreste. De skal forsikres om, at de ikke bliver glemt i denne nye forelskelse, at der er plads til dem og at kærligheden til dem er den samme som altid. Først når alt dette er på plads er børnene parat til at møde den udkårne. Man har ansvar for sine børn, også i sådan en situation og nogen gange må man tilsidesætte egne behov og hjælpe sine børn først. Jo bedre forberedt de er jo større chance er der for at de tager godt imod og kan rumme en ny voksen i deres liv.

Så du har en opgave foran dig. Du skal hjem uden den nye kvinde, og tale med dine børn om bruddet fra deres mor. Du skal tage et skridt af gangen og hele tiden sikre dig at børnene kan følge med. Så må du skaffe dig noget tid hvor du kan være sammen med din nye kæreste alene. Der er ikke nogen nemme eller hurtige løsninger på dette og særligt dine børn har oplevet hvor katastrofalt uforudsigelig adfærd kan være. Dine trusler om at børnene kan flytte til deres mor er helt uhørte. Du skal som voksen afholde dig fra at true forsvarsløse børn og lære at bære dine frustrationer uden at hælde den slags ud over børnene. Jeg håber du kan møde din søn med den omsorg han har brug for og jeg vil håbe for dig at han genvinder sin tillid til dig./ Dorte Bærentzen

Kontakt mig for terapi og rådgivning

Kontakt