Uge 9. Familien hvor børnene har taget magten

Far og mor kommer i dag lidt mere roligt ind af døren.
De fortæller, at især mor er blevet bedre til, at skrue ned for ironi og sarkasme. De fortæller at børnene stadig er lidt usikre på når hun siger noget til dem. Det er ganske naturligt idet børn danner erfaringer uden at have oplevet så meget andet. Det betyder at de skal opleve rigtig meget af andre ting før deres erfaring ændres og derved også deres måde at se verden på.

Men i dag vil forældrene gerne tale om det at skælde ud på børnene. Begge forældre fortæller at det er vigtigt for dem at deres børn kan opføre sig ordentligt. Nu er det jo lidt forskelligt hvordan forældre synes børn skal opføre sig så hvordan synes I børn skal op føre sig?, spørger jeg. Forældrene opremser herefter en del ting de gerne så ske, men det der nok er mest af almen interesse er, at de gerne vil have børnene høre efter.

De fortæller: Det er som om alting skal siges 5-6 gange og med mere og mere volumen på. Ofte ender det med at man bliver rasende og tager fat i armen på barnet. Mor kan tilsyneladende ende flere oktaver over normalområder og kan finde på at stampe ud af rummet og smække døren, efterladende nogle måbende børn. Far tager mere fat i børnene og tvinger dem ind på værelset eller et andet passende sted hvor de ikke kommer i vejen for udsynet. Jeg spørger dem hvad de selv synes om denne fremgangsmåde og de svarer begge to, at de synes den anden er helt ude af kontrol og at de synes børnene bliver mere og mere uartige.

Jeg spørger hvorfor mor råber så højt. Hun siger at det er som om de først hører det når hun er helt i falset. Men hvorfor forlader du så barnet når du nu er kommet igennem, spørger jeg. Det er fordi at jeg på det tidspunkt er så vred, at jeg ikke orker at se på barnet og det er lettere at gøre det hele selv. Nå, det giver mening, siger jeg. Det betyder, set fra barnets perspektiv, at når du har råbt længe nok så stopper det og du gør selv det de ellers er blevet bedt om. Det må virke temmelig forvirrende på barnet. Først alt det råberi og derefter gør du det selv.

Og hvad med dig far, hvorfor bliver barnet smidt væk? Det er fordi jeg ikke kan holde ud at se på barnet bare glo tomt ud i luften. Det kan da ikke være så svært at fatte hvad jeg gerne vil se ske. Jeg synes det er respektløst og jeg vil gerne have at de mærker hvad det vil sige ikke at blive hørt og behandlet respektløst. Hold da op, siger jeg. Du gør da noget ud af det! Jeg kan høre at du forestiller dig at børn rent faktisk kan forstå sådan en hævnaktion og oven i købet lære af det. Her skyder du godt nok over målet. Set fra barnets perspektiv må det opleves sådan: det far siger skal siges 5-6-gange højere og højere. Herefter bliver man fjernet fra rummet med kun lidt berøring med jorden og skal passe sig selv o roen 20 min tid mens han selv gør det der skal gøres.

Jeg bliver nok nødt til at afsløre for jer at det der råberi efterfulgt af deportation og styrten ud af døren ikke virker! Der er intet der tyder på, at i nogensinde har opnået at får børnene til at forstå hvad I vil på denne måde. Det er da et utroligt spild af kræfter. Det virker som om, at I har besluttet denne opdragelsesmetode og hver gang den ikke virker så fortsætter I bare med at gøre mere af det samme.

Hvis man vil have børn til at gøre noget skal man allerførst sikre sig at de har en normal hørelse så man på forhånd ved, at man ikke behøver råbe.. Det er ikke små voksne ” der nok kan tænke sig til at…” man må henvende sig til dem på en alderssvarende måde. Herefter sikre man sig at man er i kontakt med barnet. Måske endda øjenkontakt. Så beder man dem om det man gerne vil have og herefter sikre man sig at de faktisk har forstået opgaven. Spørg dem: ved du hvad jeg mener, kan du finde ud af det? Når barnet så har udført opgaven så siger man: Tak for det, det blev jeg glad for, det var vel nok rart, hold da op hvor du klarede det godt, sikke umage du gjorde dig og mere af samme skuffe. Vælg selv og gerne flere af udsagnene.
På den måde oplever barnet at det faktisk betyder noget, at de gør det de bliver bedt om. At man værdsætter det udførte.

Næste problem opstår næste gang man beder dem om det samme og der intet sker f.eks: Hænge sin jakke op på knagen når man tager den af. Så kunne man: sikre sig kontakt, kigge dem i øjnene og sige: jeg tror sørme du glemte at hænge jakken op. Jeg ved du kan gøre det for det gik rigtig godt i går da vi sidst talte om det. Skal jeg hjælpe dig? Hvis barnet siger: det vil jeg ikke så kunne du svare: det kan jeg se men nu skal du se sammen kan vi gøre det i et enuptag og så kan vi gøre noget andet sammen i stedet for at opholde os her i gangen sammen.

Dette skal gøres hver gang! Hvis man ikke orker, så gør det selv. Det r bedre end at spille fallit ved at råbe og udvandre. Start med få ting så man ikke sætter i gang med 15 nye ting på en gang. Hvis ”skældud” ikke virker så stop det. Tal ordentligt til dine børn og ros og anerkende dem når de gør det rigtige./ Dorte Bærentzen

Kontakt mig for terapi og rådgivning

Kontakt